OPLÆG

Jeg tilbyder oplæg og foredrag om forskellige erhvervspsykologiske temaer. Jeg foretrækker at holde oplæg på en måde, hvor deltagerne inddrages med øvelser, refleksioner og dialoger undervejs, så stoffet levendegøres og kontekstualiseres. Mine oplæg tilpasses altid det konkrete behov og konteksten, men her er nogle eksempler:

Det personlige lederskab

Selvom de fleste ledere i dag ved rigtig meget om, hvad god ledelse vil sige, er lederopgaven fortsat fyldt med paradokser og krydspres. Det kræver stor selvrefleksion og mod at arbejde med sig selv i lederrollen. I dette oplæg præsenteres relevant teori om, hvordan man med fordel kan arbejde med sine egne styrker og faldgruber og blive mere bevidst om egne handlemønstre, så man i hverdagen kan tilgå udfordringer klogt og nuanceret i stedet for at lade sig styre blindt af følelser og præferencer. Vi vil se på, hvad der typisk udfordrer ledere i deres trivsel og gennemslagskraft og på hvordan personlige værdier og sund selvledelse kan udvikles til at udgøre et afgørende fundament for et godt lederskab.

Ledelse af sundt teamsamarbejde

I dette oplæg introduceres grundlæggende teori om og modeller for sundt og effektivt samarbejde. Vi vil her særligt fokusere på, hvad det er for en kultur og praksis, man som leder for et team bør være opmærksom på at fremme. Dette gør vi bl.a. ved at undersøge forskellene på de effektive sunde teams og de dysfunktionelle teams og de praksisformer, der adskiller dem.

Ledelse af individet i teamet

Teams udgøres som bekendt af individer, og selvom vi i dag ved, at kultur og gruppenormer er helt afgørende for et samarbejde, så kommer vi ikke udenom, at den enkeltes karaktertræk og adfærd har en direkte betydning for teamet som helhed. I dette oplæg stilles derfor skarpt på, hvad man som leder med fordel kan være opmærksom på i sin ledelse af det enkelte teammedlem. Hvilke kompetencer og karaktertræk bør man som leder rekruttere efter? Hvordan udvikler man den enkelte til at blive en bedre holdspiller? Og hvordan håndterer man det, når et teammedlem ikke udviser hensigtsmæssig teamadfærd, men måske løser sine individuelle opgaver godt? Vi vil i dette oplæg også være nysgerrige på, hvordan lederens personlige lederskab og ledelsesstil spiller ind (eller spænder ben) i ledelsen af den enkelte.

Ledelse af teams som rekrutterings- og fastholdelsesstrategi

Vi ved fra forskellige samfundsundersøgelser, at det i de kommende år bliver sværere og sværere at rekruttere og fastholde kompetent arbejdskraft. Vi ved også, at man er særligt udfordret indenfor de pædagogiske omsorgsfag, bl.a. fordi der mange steder er et højt arbejdspres og knappe ressourcer, hvilket kan lede til omsorgstræthed, udbrændthed, stress eller flugt fra omsorgsfagene. I dette oplæg vil vi se på, hvordan et sundt teamsamarbejde kan vise sig at udgøre en afgørende faktor i rekruttering og fastholdelse af medarbejdere. Her ser vi nemlig på, hvad et godt teamsamarbejde betyder for den enkelte; herunder hvordan et godt teamsamarbejde kan være befordrende for den enkeltes engagement og sundhed i arbejdet. Oplægget præsenterer forslag til, hvordan man som leder aktivt kan bruge dette i sin rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.

Sundt kollegialt samarbejde med særligt fokus på psykologisk sikkerhed og feedback

Her præsenteres en række bud på, hvad man som moderne arbejdsplads bør være opmærksom på, hvad man som teams kan arbejde med og hvordan man som enkeltindivid kan bidrage bedst muligt til at skabe et godt samarbejdsmiljø og en sund kultur. Målet er, at deltagerne går fra oplægget med en oplevelse af at være blevet inspirerede og af at have fået et fælles sprog og en teoretisk referenceramme, så man efterfølgende kan tale videre om samarbejdet i sit team og på arbejdspladsen som helhed.

Libra Erhvervspsykologi
Camille Leicht
Cortex Park 26 | 5230 Odense M
Telefon 60 13 71 79
Mail camille@librapsyk.dk
CVR 45196666

Webdesign | By Invitation Only